Ludvig var søn af Georg Lorentz Friedrich Jühne (20/6-1826 – 9/1-1905), der indvandrede til Danmark. Georg er født i Siboldshafen i Hanover i Tyskland. I følge familiens beretninger var han en tømmersvend på valsen, der valgte at blive i Danmark.
Her følger min indskrivning af Ludvigs rejseberetninger fra 6 år til søs. Rejserne bringer ham hele verden rundt. USA, Brasilien, Australien, Afrika.
Rejseberetning
Formatteringen er ændret. De to første 1877 er oprindelige skrevet som 1878, men sidste 8-tal er overskrevet med et 7-tal. Mine kommentarer er tilføjet i [ ] i teksten.
6 Aars REJSEBESKRIVELSE med SEJLSKIB fra HAMBURG
”JAPAN” 1877
Fredag den 3/8 1877 mønstrede jeg ombord i Briggen ”Japan” Cpt. Wølken af Neufenfelde.
Afsejlede d. 7/8 til Hammerfest med tomme Tønder Staver og Baand, lastede her Stokfisk og afsejlede i Oktober til Venedig.
Afsejlede d.1/2 1878 fra Venedig i Ballast til Triest.
Afsejlede 23/2 1878 fra Triest med Last af Staalstængder i Kasser samt Mel til Rio de Janeiro. Passerede Søndag den 14/4 78
Gibraltar for udgaaende. 50 Dages Rejse her til fra Triest.
Lørdag den 1/5 78 ankom vi til Rio de Janeiro (98 Dages Rejse) lossede Staalkisterne samt en Del Fustager med Mel.
Lørdag den 15/5 78 afsejlede vi fra Rio til Pernambuco med Restladning af Melet.
Tirsdag den 2/6 78 ankom vi til Pernambuco hvor Resten af Melet blev losset.
Søndag den 21/6 78 afsejlede vi fra Pernambuco i Ballast til Lagos på Afrikas Vestkyst, hvortil vi ankom Søndag den 11/8 efter 21 Dages rejse. I Lagos blev 3 Mand syge af Dysentri, de 2 kom iland paa Hospitalet. Før vi sejlede kom de begge ombord igen, men de var endnu ikke raske. Den tredje Mand blev ombord, han blev hurtig rask.
I Lagos lastede vi Palmenødder. Vi laa ude ved Kysten og Ladningen blev først ud til os i store Dæksbaade af en lille Damper. Besætningen paa Baadene var Krunegre, men Besætningen paa Damperen var Mænos en anden Negerstamme.
Søndag den 15/9 78 afsejlede vi fra Lagos til Harburg,[Bydel i Hamburg]
Den 15/10 78 om Formiddagen døde Letmatros Konrad Dreger fra Lybæk [Lübeck]
Det var den ene af de to, der havde været paa Hospitalet i Lagos, den anden Mand Kokken var endnu meget syg. Konrad Dreger blev begravet i Søen den 18/10 1878.
Mærkelig nok spurgte Konrad mig, da jeg Aftenen efter at vi havde mønstret, kom ombordmed forskellige Dele, om vi skulde til Rio de Janeiro og Lagos, og da jeg svarede, at det vistnok var Meningen, sagde han, ”Ja, saa kommer jeg ikke med tilbage”
Han blev der ude.
Torsdag den 20/12 78 ankom vi til Cuxhavn med en Rejse paa 96 Dage fra Lagos.
En lille Slæbedamper forsøgte at slæbe os op til Harburg, men et Stykke op paa Elben sad vi fast i Isen. En Isbryder kom til og hjalp os ind til Brunshusen, hvor vi blev liggende til den 2/1 1879. Ved en stærkere Slæbebaads og en Isbryders Hjælp blev vi slæbt til Harburg, og her blev vi afmønstret den 3/1 1879. Kokken, der stadig var syg kom iland i Brunshusen, og blev derfra transporteret til Stade paa Hospital.
”LIENEN”
(Navnet stammer fra Landsbyen Lienen ved Weser).
Mønstrede den 26/5 1879 ombord i Briggen Lienen af Elsfleth-Cpt. Drees til en Rejse fra Hamburg til Wilmington North Carolina Nord Amerika. Vi afsejlede den 28/5 79 i Ballast. Rejsen gik godt til Dover, og vi krydsede for en stiv Sydvest Kanalen igennem.
Portland tvers var jeg ved at falde ned fra Store Bramraae. Bramsejlet havde faaet en Revne, som skulde udbedres, naar Sejlet blev gjort fast. Jacob, en af Matroserne, og jeg blev sendt op, og da vi efter Reparationen skulde gøre Sejlet fast, laa jeg paa Knæ paa Bramraaen, for at faaet godt Tag i Bugen. Skibet satte i det samme i Søen, og jeg fik Overbalance og var ved at gaa forover, men jeg var heldig at faa Tag i Buggordingerne, og da Skibet i det samme satte agter over, fik jeg Ligevægten igen. Jacob, der skulde hjælpe mig, var bleven bleg. Han sagde at det havde set uhyggeligt ud.
Vi ankom den 15/7 til Wilmington. Den 9/8 lastede vi 2180 Fade Harpix, og vi gik tilsøs den 12/8.
Under Opholdet i Wilmington, var jeg sammen med Matrosen Axel Strøm iland den 6. August, og paa en Beværtning, hvor vi var gaaet ind for at faa et Glas Øl, traf vi sammen med en Matros fra Bremerbarken ”Onkel”. Efter at vi havde siddet og talt sammen og Klokken var blevet mange, sagde jeg, at jeg maatte ombord fordi jeg skulde have Vagt. Matrosen fra ”Onkel” kom da med en Bemærkning om, at hvis nogen vilde stjæle, saa stjal de alligevel, hvortil jeg bemærkede, at naar jeg havde Vagt, skulde de nok faa Lov til at blive væk, jeg skulde nok passe paa. En fra Byen der var sammen med Matrosen fra ”Onkel” tilføjede, at vilde de stjæle saa stjal de alligevel, selv om vi passede nok saa meget paa.
Jeg gik saa ombord, men Axel Strøm blev iland. Han skulde have vagt før mig, men han kom først ombord lidt før han skulde paa Vagt
En af Drengene havde Vagt, og han kaldte saa paa Axel, da han skulde afløse. Axel sagde til Drengen, at han godt kunde gaa til Køjs, men hvem der ingen Vagt tog, det var Axel.
Mandskabet sov under Solsejl paa Bakken, og jeg sov ene i Ruffet. I Køjen kunde jeg ikke være, saa jeg foretrak at ligge paa Kisterne med en Hovedpude under Hovedet og et Tæppe over mig.
Klokken var omtrent halv seks, da jeg vaagende. Det var helt lyst, og jeg havde ikke haft Vagt, den var altsaa forsovet. Jeg rejste mig over Ende, og saa da en Neger, der kom fra forreste Nedgang til Kahytten med Armen fuld af Tøj. Straks troede jeg at det var Vaskemanden, der hentede Tøj fra Cpt. Og Styrmand, og jeg ventede at se een af dem, men der kom ingen. Negeren gik hen agter med Tøjet, og lagde det sammen med en anden Bylt Tøj, der laa ind i et af Kaptajnens store Tæpper, som han derpaa knyttede sammen om det hele og kastede Pakken iland og sprang selv bag efter. Da jeg endnu ingen saae, anede jeg Uraad, og sprang ud paa Dækket med Raabet: ”Vil du blive her med Tøjet din Tyveknægt”. Negeren blev overrasket og sagde: ”Gott dammet”, og forsøgte at undslippe. Jeg sprang iland, fik fat i en Halv Mursten, løb efter ham, og kastede Stenen, saa den fløj tæt forbi hans Hoved, og da Tøjet forhindrede ham i at løbe, smed han det fra sig. Jeg forfulgte ham dog et Stykke op ad Gaden, men da jeg kom til at tænke paa, at nu kunde der være en anden der stak af med Tøjet den aden vej. Jeg lod ham saa løbe, og da jeg kom tilbage, var Pakken med Tøjet der godt nok. Den tog jeg saa og gik ombord med den.
Kaptajnen var imidlertid kommen op og stod i Nedgangen agter til Kahytten. Jeg sagde til ham, at der havde været en Neger ombord, han havde stjaalet deres Tøj, men her var det nu. Jeg lagde Pakken paa Halvdækket og gik i Ruffet for at lægge mig. Jeg kom derved forbi Styrmanden, der laa i en Hængekøje, der var fastbundet til Brigbom og Storvant. Han laa halvt ude af Køjen. Jeg var lige kommen ind i Ruffet for at lægge mig til Udpurringen, da Kaptajnen kaldte paa mig og spurgte om Tøjet. Jeg svarede, at det laa paa Halvdækket, han bad mig saa om at bringe det op til ham. Da jeg kom med det, undersøgte han om ikke hans Guldur og Penge var der, og de var der, der kom nu Liv i Styrmanden, han gik ned i sit Kammer for at faa noget Tøj paa. Alt hans Tøj var borte saa jeg maatte ned til ham med et Par Benklæder. Kokken manglede et Par nye Støvler, de var der ogsaa. Negren havde kun faaet med sig en tom Pung, der laa paa Pulten i Styrmandens Kammer.
I Løbet af Dagen kom Konsulen og optog Forhør, og et Referat deraf kom i Avisen.
Om Aftenen var jeg iland sammen med Matrosen Jacob, og vi var inde paa den samme Beværtning som foregaaende Aften. Værtinden kom her hen til os og spurgte om en af os var Tømmermanden fra det tyske Skib ”Lienen”, og da jeg sagde, at det var mig, spurgte hun mig ud om Tyveriet, og jeg fortalte hende lidt om det. Da jeg havde drukket mit Øl gik jeg ombord igen, og jeg kom ikke mere iland, da jeg havde Fornemmelsen af at det kunde blive farligt.
Fra den Nat blev der gaaet Vagt paa alle Skibene, og der blev slaaet Glas hver halve Time.
Kaptajnen og Styrmanden mente, at de var blevet bedøvede da de var daarlige efter Opvaagningen
[Nikolaj har fundet avisartiklen Ludvig talte om.]
Vi afsejlede den 12 August 1879, og da det var en meget drøj Rejse, er her mine Optagelse for hver enkelt Dag:
12/8 Styrede S.S.Ø. Om Aftenen var der 12” Vand ved Pumpen. Om Natten floue Brise, styrede Ø.N.Ø.
13/8 Vind N.V. Kurs Ø.N.Ø. Kaptajn, Styrmand og Kok blev syge
14/8 Vind V.N.V. Kurs N.Ø. floue Brise, klart Vejr.
15/8 Vind S.S.V. Kurs N.Ø. floue Brise, byget Luft, Pumpelens. Matros Axel Strøm blev syg. Gjorde om Natten Røjl og Bramsejl fast.
16/8 Vind V.S.V. Kurs Ø.N. Stiv Brise. Pumpelens.
19/8 Vind V. Kurs Ø. Gjorde Bram og Storesejl fast. Hele Natten Tordenbyger. En Matros og Tømmermand syge, og hermed har hele Besætningen 8 Mand Feber.
20/8 Vind V.N. Kurs Ø.N. Sat store Bramsejl og Storsejlet. Styrmande n bedre. Pumpelens.
21/8 Vind N.Ø. Bittevind, byget Luft, satte Morgenen Forbramsejl og Bramstagesejl fast, gjorde igen Forbramsejl og Bramstagesejl fast, sejlede forbi en Medsejler (Fransk).
22/8 Vind. Stille, om Aftenen vestlig Vind. Kurs Ø.N. Klart vejr. Pumpelens. Tømmermanden bedre, sat Nødflag for det itelienske Fuldskib ”Anna Gizorna” af Genua, der var paa Rejse til Montreal i Ballast. Styrmanden med Matros Jacob og Tømmermanden ved Aarene roede ombord og fik Kinin.
23/8 Vind V. Kurs Ø.N. klart Vejr, Medsejler ved os Pumpelens. Begge Drenge og en Matros i Bedring.
24/8 Vind V.S. Kurs Ø.N. klart Vejr. Kok i Bedring.
25/8 Vind V.S.V. Kurs Ø.N. megen Regn, senere om Aftenen Vind V.N.V. Tømmermanden og en Matros har haft Feberanfald. Gjorde begge Bramsejl og Storsejl fast.
26/8 Vind N.Ø. lagde Bittevind Ø.S.Ø. an, floue Brise, sat Storsejl Storbramsejl. Overtrukken Himmel.
27/8 Vind Ø.N.Ø. styrede Bittevind S.Ø. Tømmermanden og en Matros Feberanfald. Sat Forbramsejl, floue Brise.
28/8 Vind. Skiftende Ø.N.Ø. til S.Ø. Styrende Bittevind. Talt med en fransk Topsejlsskonnert styrende N.V. vist vor Længde 44o 58 talte ogsaa med en Bark.
29/8 Vind. Stille. Om Aftenen Brise fra S.Ø. Kurs Ø. Til N. 2 Mand Feberanfald. Pumpelens.
30/8 Vind S.S.Ø. Kurs Ø. Stærk Regnvejr, passerede en Damper styrende V. Pumpelens.
31/8 Vind S.V. Klart Vejr. Kurs Ø. Til S. stiv Brise. Kaptajn og en Matros Feberanfald, det øvrige Mandskab har det bedre.
1/9 Vind S.V. Kurs Ø.S. stiv Kuling. Tømmermanden og Drengen Fratz [Franz?] var ene paa Eftermiddagsvagten. Først gik Bramstagesejlet i stykker, noget derefter Storrøjlen, der blev gjort fast af Franz, senere blev begge Bramsejl gjort fast. Kokken Feberanfald. Pumpelens.
2/9 Vind V.S.V. Kurs Ø.S.Ø. Floue Brise, sat store Bramsejl. Megen regn. Begge Matroser har Feber.
3/9 Vind V.N.V. Kurs Ø.S.Ø. floue Brise, Regnbyger. En Mand Feberanfald. Passeret en kappet Mast.
4/9 Vind V. Kurs Ø.S.Ø. jevn Brise.
5/9 Vind N.V. Kurs Ø.S.Ø. Kaptajn og en Matros har det temelig godt, det øvrige Mandskab har nye Feberanfald.
6/9 Vind N.V. Kurs Ø.S.Ø. ½ Ø. Jevn Brise. Alle Feberanfald som igaar, haft flere Sejlere i Sigte, talt med en norsk Bark, vist vor Længde 21o 4’. Pumpelens.
7/9 Vind N. Kurs Ø.S.Ø. Pumpelens. Jevn Brise, flere Feberanfald.
8/9 Vind N. Kurs Ø.S.Ø. Pumpelens.
9/9 Vind N.N.V. Kurs Ø.S.Ø. Alle i Bedring. Pumpelens.
10/9 Vind N.V. Kurs Ø. til Syd Jevn Brise. Pumpelens.
11/9 Vind V.S.V. Kurs først N.Ø. til Ø. for at faa Land i Sigte. Sejlet ind i Kanalen om Aftenen, faaet Land i Sigte, efter det. Kurs Ø. til S.
12/9 Vind S.V. Kurs Ø. til S. Om Morgenen Klokken 7,30 passeret Bieghthead. [Brightshead?] Klokken 3 Eftermiddag passereet Dover. Pumpelens.
13/9 Vind S.V. Kurs N.Ø. til Ø.
14/9 Vind fra S.V. til N.V. Klokken 8 Formiddag forandret Kurs til Ø. til S. Passeret en Bremer Lodsskonnert. Pumpelens. Fik Hamburgrtlods med en Elev ombord. Ankrede indenfor Lodsgalioten. Mandskabet var den Dag saa daarligt, at Lodsen og hans Elev maatte hjælpe med at gøre de store Sejl fast.
15/9 Fik Slæbedamper. Skibet red saa haardt i det, at Stb. Ankerkæde knuste Forskallingen paa Ankerspillet. Fik ved Slæbedamperens Hjælp Ankeret hjem. Mandskabet havde det godt den Dag, saaledes at da vi stoppedeved Cuxhaven og fik Karantænelægen ombord, lod han os sejle op til Hamborg. Om Aftenen blev vi gjort fast i Tjærehavnen i Hamburg. Vi var lige gjort fast, som der kom Havnepoliti ombord og vilde have slæbt os til Cuxhaven i Karantæne, men da det ikke var smitsom Sygdom, blev vi fri.
16/9 tømmermanden og Drengen Frank blev afmønstret og de øvrige sendt paa Hospitalet.
Rejsen fra Wilmington til Hamborg havde varet 35 Dage.
”SUAHELI”. [Tysk for Swahili]
Mønstrede den 14/2 1880 med Bark ”Suaheli” Kpt. Frøling af Hamburg paa Rejse fra Hamburg til Zanzibar og tilbage til Hamburg.
Den 20/2 lastede vi Krudt ved Lyk paa Elben. Krudtet var bestemt til Sultanen af Zanzibar. Afsejlede den 21/2 til Cuxhaven, gik til Søs den 22/2 og den 9/3 stødte vi paa Grund paa Galloper foran Kanalen.
Jeg fik Feber igen, da vi kom ud af Sydost-Pasaaten, kom paa det franske Missionshospital i Zanzibar, var der i 12 Dage og har siden haft Feber. I Zanzibar lastede vi Krydderier til Hamburg. Rejsen gik godt til Kap, hvor vi fik en Del Modvind og havde et længere Ophold inden vi kom rundt, men da vi var kommen rundt, hvade vi fint Passatvejr og passerede St. Helena og Acension med Læsejl til begge Sider. Vi fik derefter Nordøst Vind, der førte os godt Nord paa, den blev tilsidst til stiv østlig Kuling til op imod Azoerne. Her fik vi en Aften paa første Vagtvestlig Veind, som gjorde, at vi kom til at arbejde meget haardt imod den høje østlige Dønning.
Næste Formmidag blev jeg sendt op for at se, om der var noget at observere i Rigningen. Da jeg kom til Forbramsalingen og tog fat i Vanterne, syntes jeg, at de var meget slække. Jeg søgte efter Grunden og fandt at Langsalingen var brækket, saaledes at Forparten hællede forefter, og som Følge deraf var Slutholtet i Stangen kantet og havde flækket Stangen.
Jeg kaldte Styrmanden op og viste ham, hvad der var sket, og Resultatet blev, at vi maatte tage Røjl og Bramsejl ned, samt stryge Forbramstang, saa maatte sejle Resten af Rejsen uden Forrøjl og Forbramsejl.
Den 26/10 fik vi Bremerlods ombord, men naaede ikke Elben straks, da vi fik Storm og maatte dreje under. Kl 11. Aften blev der purret ud til at rebe. Vi gav Fokken op og skulde gøre den fast. Vi laa paa Styrbordshalse under Fastgøringen, og de kunde ikke faa Styrbordsnok dæmpet, saa de bad mig komme over for at hjælpe dem, da vi havde dæmpet Bagbords Nok.
Jeg var lige kommen hen til Fok Drejerrebet, da jeg hørte et Bump i dækket, og der blev raabt: ”Mand overbord”. Jeg sprang ud i Pydingvantet, og ændrede[entrede?] ned paa Dækket, her kom Styrmanden imod mig, og jeg spurgte ham, om hvem det var, og hvor han laa?
”Det er Drengen Hans, men han er vistnok slaaet ihjel”, mente Styrmanden, for der var sprøjtet noget varmt over hans Haand, da Drengen ramte Dækket. Paa mit Forslag bar vi ham agterud paa Halvdækket, tog Olietøjet af ham og bar ham ned i Kahytten. Kokken kom imidlertid til, og vi fik vasket Blodet af ham. Der laa noget Hjernemasse paa hans Vest.
Kaptajnen og Lodsen var gaaet til Køjs, men stod straks op. Vi holdt overalt. Klokken 1 kom Styrmanden og meldte, at nu var Hans død.
Hans blev begravet næste Morgen Klokken 8 i Søen, efter Samraad mellem Kaptajn og Lodsen.
Den 29/10 kom vi Elben ind til Hamburg, og blev afmønstret den første November 1880.
Hjemrejsen havde varet 122 Dage.
”A. E. VIDAL”
Mønstrede den 23/12 1880 paa Bark ”A. E. Vidal” af Altona Cpt. Militzer. Afsejlede den 4/1 1881 med Kul til Apia paa Samoaøerne, der fulgte en Passager med.
Skibet var bleven efterset og havde faaet Kobber paa Redernes Tømmerplads og Dok i Altona, men den lækkede desuagtet meget. Paa ”Grunden” Syd for Kanalen var Styrmand og jeg nede i Lasten for at finde Lækkagen.Der var mange, et enkelt Sted endda [der står: enda] saa meget, at jeg sagde til Styrmanden, om at passe paa Lyset, at det ikke blev sprøjtet ud, Kaptajnen kom ogsaa ned og spurgte nom vi saa noget, jeg svarede, Ja, der er meget, og det rigtigste var, at vi kom ind til Maderia og fik efterset ”hertil svarede han, at naar vi kom til Malpassaten skulde jeg udenbords for at tætne, hvad jeg kunde finde. Jeg var saa ude og tætne en Del af Lækkagen og slog blandet andet en Boldt i. De havde boret Hullet paa Værftet, og glemt at sætte Boldten i.
Rejsen gik ellers godt rundt Kap Det gode Haab og til vi var kommen mellem Autralien og Ny Zeland, hvor vi lændsede Nord efter i haard Storm, indtil en Eftermiddag Kl.1,30.
Jeg stod til Roers, Mandskabet var ved Pumperne. Anden Styrmande havde just passeret mig og sagde idet han gik forbi: ”Der styrer vistnok ikke godt”. ”Nu ikke i denne høje Sø, den ser somme Tider efter hvor den kom fra”, svarede jeg.
Styrmanden var ikke kommen ret langt hen mod Nedgangen fra Halvdæklket til Hoveddækket, da jeg hørte Larmen af en Sø agter. Jeg ser over venstre Skulder, at en Sø har rejst sig og vil brække ind over Agterenden. Jeg støtter Roret af med Hænder og Ben og raaber imendens: ”Varsko, der kommer Braadsø”.
Mandskabet, der stod ved Pumperne entrede til Vejrs, Styrmanden gamte sig bag Trappen til Stordækket, saa var Søen der. Den tog Rorhuset, væltede det over imod mig og klemte mig fast til Rattet, saaledes, at jeg for at komme fri maatte løfte mig paa Tæerne. Rattet var slaaet fast til Rorhuset, som laa paa Akselen, saa det kunde ikke bruges, et Held var det, at det var den sidste af de tre Brækkere, der plejeer[sic] at følges ad, hvorefter Søen er smult en lille Tid.
Jeg kaldte paa Kaptajnen ved at banke paa Kahytten, og han kom op og gav mig Ordre til at hente Økse og Mokkert og slaa nogle Brædder ud agter i Huset, samt satte Styrmanden og Mandskabet til med en Tajle at hale Rorhuset agter over.
Det var en farlig Situation vi befandt os i, men det gik godt. Vi lod Luv Braser Bagbord springe lidt, til vi fik Fart igen, satte Reb i store Overmerssejl, og saa gik det godt indtil vi den 17/5 kom ind til Apia, efter en Rejse paa 133 Dage.
Dagen efter Stormen satte en Flok Smaafugle, Graaspurve, sig til Hvile i Rigningen. Efter kort Tids Forløb forsatte de i østlig Retning med New Zeland.
IU Apia kom jeg udenbords og kalfatrede paa begge Sider, desuden fandt jeg at Støddene paa Udenbordsklædningen Midtskibs havde aabnet sig, saa jeg let med Hænderne kunde trykke Værket ind, paa Rejsen havde vi set Jernknæene bevæge sig, naar Skibet bevægede sig, og der var Forude almindelig Utilfredshed. Jeg paatog mig saa at sige til Kaptanen, at vi ønskede Skibet undersøgt, da vi mente, at det ikke var sødygtigt nok til at runde Kap Horn. Han svarede mig strakts: ”Det skal I lade være med, for I faar dog ingen Ret”. Vi gik dog samme Dag til Konsulen, og fik et Par Dage efter Synsmænd ombord, det var 2 Cpt. Fra Kystbaadene samt en Officer og en Tømmerand fra den tyske Kanonbaad af tredje Jkasse ”Møve”, som netop laa der i Havnen.
Kaptajnen sagde god for Skibet, de Herr. Fulgte Kaptajnen og min Forklaring tod de ingen Hensyn til, saa jeg gik fra dem og op paa Dækket. Jeg fortalte Mandskabet, at der ikke blev taget Hensyn til mit Indlæg, saa vi vilde kommen til at gaa rundt med den, som den var.
Da Synsmændene kom op paa Dækket igen, kom Officeren hen til mig og spurgte, om der var noget ellres, jeg havde at bemærke, hvortil jeg svarede, at med den Komision, havde jeg ikke mere at forhandle, men et kunde jeg sige ham, at som Skibet var nu, vilde det ikke komme rundt Kap Horn.
Vi tabte altsaa Sagen og blev idømt at betale 85 Dollar til Dækning af Udgifterne ved Synsforretningerne, samt hvis Kapt. Vilde have det, yderligere 15 £ for de 3 Dage, hvori vi havde forhindret Skibet i at laste.
2 Letmatroser rømmede, og vi fik dem ikke igen. I stedet for blev der mønstret 2 Kanakker, de var fra Tongaøerne og skulde afmønstres igen i Jaluitse, da de ikke maatte rejse med til Europa.
Vi lossede Kulladningen i en saakaldte lille Havn, og der lastede vi ogsaa Kobra, men ikke fuld Last. Da vi havde faaet det ombord, vi skulde have med derfra, halede vi fra den lille Havn ud i den saakaldte Store Havn, ret ud for Indsejlingen mellem Koralrevet.
Da vi var med at klare Dækket, saa vi paa Koralrevet, der skiller den lille Havn fra den store, en Mængde Indfødte, der lavede et stort Spetakkel. Vi troede først, at det var de Indfødte, der var ude at fiske paa deres sædvanlige Maade, ved at de med Skrig og Skraal drev Fiskene fra de dybe Steder mellem Revene ind paa lavere [vand?] hvor de kunde fange dem, men saa blev Entreskifterne blæst op paa det tyske Krigsskib Møve. Vi saa Tyskerne fire Jollerne ned i Vandet, og Marinerne entrede ned af Jolletøjlerne ned i Baadene, og da de naaede Land, skyndte de Indfødte sig ogsaa i Land og forsvandt.
Der var Krig mellem Øerne Savai og Upollo. [jeg tror der menes Savaii og Upolu omkring Samao] Upolleerne laa med Mandskab udenfor Savai, for at passe paa at der ikke blev gjort Landgang, imidlertid var Savoierne om Natten roet i Kanoerne om bag Apia og havde gjort Landgang der, og havde drevet alt det Mandskab, der var tilbage i Byrn ud paa Revet. Vi hørte hele Natten Tyskernes Hornsignaler omkring Byen. Da Tyskerne kom iland hejste den amerikanske Konsul sit Flag. Laa ud mod det store Rev. En amerikansk Korvet, der havde været ved Savai og mente at have stiftet Fred kom nu tilbage til Apia, men den afsejlede igen efter et Par Dages Forløb til San Fransisko. Den Dag den afsejlede havde den den store Hjemstavnsvimpel oppe. Vimplen naar fra Top til Vandet, og er i Spidsen forsynet med en lille Kugle for at holde den nede. Da den havde taget Ankeret ind og sat Fart paa mandede den Ræer, og de gav tre Hura for den tyske Flaade. Tyskerne gjorde det samme for den amerikanske Flaade. Da Amerikaneren var afsejlet var det, at Savoierne kom til Apia, de havde ikke regnet med at Tyskerne var der.
Vi tog en Del Stykgods ind og to Passager. Det var to indfødte Kvinder, den ene Mary var halvblods, hendes Fader skulde være en Franskmand, hun var kun 10 Aar, den anden Kaimua var Samoer, og fulgte med for Selskabets Skyld.
Ved Apia løber der en lille Flod ud, hvor vi ofte tog hen for at bade. Paa Flodens højre Side laa en et Hus, hvori der boede en Korsøraner. Han hed Ole Frederiksen og var Søn af Fyrbøder Frederik Nielsen, der i sin Tid sejlede med Postdamperen lille Freyer og boede langt ude paa Revvejen [ordet er lidt svært at låse]. Ole Frederiksens Navn, der paa Pladsen var Charles Friderichsen, og han var Færgemand ved Floden. Han havde en Storbaad, som han stagede Folk over Floden i.
Han paa Formiddagen efter at Tyskerne havde besat Byen, kom Upelloerne tilbage fra Savai og sejlede i deres Krigskanoer lige forbi os. Kanoerne var pyntede med blandt andet Rækker af den hvide Porcailnskonkylie, de var fuldt bemandet med stærkt bevæbnede Indfødte, ja nogle enkelte af Kanoerneførste endog smaa Kanoer.
Afsejlede den 16/7 til Jaluitse Marcefaløerne og ankom den 8/8 efter 17 Dages Rejse, her fik vi fuld Last og afsejlede den 16/8 til Cadix for Ordre.
I Pasaten gik det meget godt. Skibet lækkede ikke saa meget, dog maatte vi pumpe hver Vagt, men da vi kom til Martiøerne (nogle lave Koraløer) faldt Sydostpasaten ind med en stive Byge, og vi maatte bjerge de smaa Sejl. Jeg gik op og gjorde Gaffeltopsejlet fast. Jeg havde ved Roret Kl.8 f.M. og det var en Lørdag og Vadskedag.
Efter at jeg havde gjort Sejlet fast og var kommen halvt ned i Vandtet, ser jeg Brænding ret For ude og kunde ogsaa se det hvide Koralrev, Søen brød over. Jeg raabte til Kaptajnen, der selv havde taget i Roret, “Brænding ret For ude, og der nede er de Øer, som jeg skulde styre klar af”. Hvortil han svarede:”Ja, jeg har ogsaa luvet for meget op”.
Da jeg kom ned paa Dækket, kom Kokkenimod mig og sagde: “Dit Donnerløg, hvorfor lod du ham ikke sætte dem paa Revet”.
Jeg svarede Kokken, “Hvis jeg kan gøre noget til det, faar han ikke Lov til det, thi hvis han forliser den her, kommer vi alle til at betale Udgifterne + Mulkt [ i ældre dansk lovsprog en bøde for bl.a. processuelle forseelser, fx for at have anlagt retssag uden rimelig grund ODS], og derfor maa vi alle passe paa, at det ikke sker. Han skal nok komme til at sejle den i Havn, thi rundt Kap Horn kommer vi ikke med den, som den nu er”.
Vi kom længere Syd paa, fik haardere Sø at arbejde imod, og Natten mellem den 29/8 og den 30/8 stod vi ved Pumperne. Styrmanden var med for vi var jo to Mand mindre, jeg spurgte ham om det var Meningen, at vi skulde fortsætte, rundt Kap Horn. Styrmanden svarede, at vi skulde anmode Kaptajnen, om at søge Havn, men jeg svarede, at det vilde vi ikke, fordi han selv havde sagt god for Skibet en Gang, og nu skulde han faa Lov til at se, hvor langt det vilde gaa, men Styrmanden skulde vide, at Stemningen Forude ikke var god, og at vi alle mente, at den ikke kunde klare sig rundt Kap Horn.
Om Middagen den 30/8, da vor Position var sat, spurgte Styrmanden Kaptajnen, om han havde tænkt at fortsætte efter Kap Horn, eller hvad Meningen var, for skulde vi fortsætte, var han syg fra i Dag, thi naar han skulde dø, vilde han i det mindste ikke slæbe sig ihjæl.
Kaptajnen svarede, at han havde tænkt sig at søge ind til Auklandstown paa Ny Zeland. Styrmanden spurgte saa Kaptajnen, om hvorfor han ikke havde sagt det, hvis han ikke vilde sige det til ham, kunde han jo have sagt det til en af Folkene, men for øvrigt mente Styrmanden, at det vilde være farligt at sejle til Ny Zeland, for fik vi en Storm, som den der havde slaaet Rorhuset løst, vilde vi ikke ,kunne klare den.
Hvor Styrmanden da mente vi skulde tage hen?
Styrmanden mente Sidny, og hvis vi ikke kunde naa Sidny, saa til en Plads nordligere nemlig New Castel, hvor der var Patentslip, eller bare til den første den bedste Havn, vi kunde naa, og glade blev vi, da anden Styrmand kom hen til Ruffet og Raabte “Bout Schip Boyes” klar til at vende”. Hura for Sidny”. Hura for Australien”.
Vi havde altsaa Ret, Skibet var ikke sødygtig.
Vi ankom til Sidny den 18/9, og Dagen efter kom der to Synsmænd ombord. De gik bare en Tur rundt paa Dækket og sagde saa, at de havde set nok, vi skulde ind og losse Lasten og saa vilde de undersøge den nærmere. Vi blev slabt ind til Dichs Værft, og lossede Lasten i de derværende Skure.
Efter endt Losning kom Synsmændene igen ombord. Jeg var med i Lasten med en Skarøkse, der viste det sig, at Kølsvinet var brækket, og da vi kom i Dok, viste det sig, at Kølen ogsaa var brækket, saa vi fik et nyt Stykke Køl og Kølsvin Midtskibs. Den ene af de Herrer var under Undersøgelsen helt for ude, han sagde noget, den ande spurgte, hvad det var, “The Eier is broken”. Det viste sig at alle tre Berknæer var brækket, med andre Ord, den var ved at spalte Boven op, rimeligvis havde den Braadsø, der tog vort Roerhus gjort det.
Vi blev slæbt over til Mr. Raventrees Værft paa Balmoin og kom i Dok, der blev saa ogsaa de fleste af Jernknæene taget ud og kom til Smeden. Kobberet blev taget af og den blev kalfatret over det hele.
Ved Kalfatringen sprang en Planke løs paa Styrbord Side i Kimmingen, den fik et Par gennemgaaende Bolte for at holde den paa Plads.
Ved Juletid kom det tyske Skib Møve til Sidney. Kaptajnen maate ombord og melde, at han havde søgt der ind til Reparation.
Da vi var færdige maatte vi igen til Diks Værft for at faa Lasten ind.
Dæksdrengen Anders var under Opholdet bleven anvendt i Kahytten, og til ham sagde Kaptajnen, at var der nogen, der vilde rømme, kunde de gøre det, han vilde ikke søge efter dem, imidlertid traf det sig, at Anders selv ikke kom tilbage, da han var gaaet i Land. Kaptajnen fik da af det tyske Konsulat anbefalet en Mand, de rhed Anders, han var Tysker, og vi kendte ham godt, da han flere Gange havde været ombord, han skulde hjælpe ham med at finde Anders, men de fandt ham ikke.
En Aften jeg var ude for at gaa en Tur, ser jeg i Georgs Street “Anders” staa udenfor en Guldsmedebutik. Jeg gik hen til ham, slog ham med begge Hænder paa Skuldrene og drejede ham rundt imod mig og spurgte ham: “Hvad gør du her, Anders”. Han blev forskærret og spurgte:”De vil vel ikke tage mig med ombord”. Nej, det gør jeg ikke denne Gang, men lige saa godt som jeg nu træffer dig her, kunde Kaptajnen og Styrmanden gøre det, og saa havde du været leveret. Det er ellers en nydelig en, I laver med Kaptajnen, du bor hos Thomas, og medens han gaar ud med Kaptajnen for at lede efter dig, sidder du hjemme i Thomas Stue. Det Indrømmede han, og jeg sagde saa til ham, at han skulde gaa hjem og blive der til vi var ude af Havnen. Han fik saa Dagen at vide naar, vi var færdig med Lasten og skulde hale ud til North Sohore, for at sejle.
Det var fire Mand mindre, vi nu var, en Matros maatte nemlig afmønstres paa Grund af Slagsmaal med Kaptajn og Styrmand (Kaptajnen havde været lidt i Byen og var stærk). Vi halede saa ud og fik 4 nye Mand ombord, en Englænder, en Svensker og to Finner, saa Besætningen var igen Fuldtalling.
I Sydney traf jeg to Korsøranere. Den ene H.P.Hansen var Sejlmager ombord i firemasters Fuldskibet “Loxley Hall”, hans Familie bor Skolestræde i Korsør. Vi laa med begge Skibene i Dichs Værft, og det var nærmest et Tilfælde, at vi traf sammen, da vi samtidig var ved at udlosse vor Ladning. Igennem en Mand, der arbejdede ombord, fik H.P. at vide, at han havde en anden Landsmand der i Byen ogsaa var fra Korsør, han fik Manden til at skaffe ham Adresse, og allerede samme Aften traf han sammen med Christian Pedersen, en Broder til Fisker Anton Petersen, hvis Forældre boede i og ejede det Hus i Fiskergade, hvor senere Posrfører P. Jensen kom til at bo.Vi var imidlertid kommen i Dok paa Balmoin, og der kom de begge over for at besøge mig, men jeg var ikke ombord den Søndag. Tirsdag gik jeg saa hen og besøgte Christian. Juledag var vi hos Christian og spiste Hønse og Andesteg, senere da H.P. skulde sejle var Christian ude og hjalp ham med at rømme.
Opholdet i Sydney havde været i 131 Dage, 18 Uger og 5 Dage. Den 26 Januar 1882 afsejlede vi til Cadix for Ordre. Den 4-3 82 passerede vi Kap Horn og ankom til Cadix den 4-5, fik Ordre den 16-5 og afsejlede den 17-5 og ankom til Marseille den 25-5-1882. Vi afmønstrede den 13-6-1882.
”BARK MEXIKO”
Mønstrede den 15/7 1882. Afsejlede til Arica-Vestkysten af Sydamerika. Ankom til Arica den 25/11 1882 – 127 Dages Rejse. Vi var lastet med Stykgods, i Bunden havde vi Kul som Ballast.
Da vi kom dertil, var der Vaabenstilstand i Krigen mellem Peru og Chile, men Chilenerne havde erobret og besat Arica, der laa i Peru.
Arica ligger i en Lavning, hvorigennem der løber en Flod ud, og fra denne Flod førte en Skonnert og en Damper Vand til Byerne Peragua og Iquiki, der ligger syd for Arica, men 1ige Syd for Arica
løber der et Højdedrag, der er en Udløber af Cordillerne de los Andes, og hvor dette Højdedrag falder ud i Havet, er det utilgængeligt stejlt. Her havde Peruvianerne ventet at Chilenserne vilde angribe fra søsiden, men Chilenserne havde i Stedet for gjort Landgang i Peragua, og havde omsluttet Fæstningen fra Landsiden.
De indesluttede Peruvianer vilde ikke overgive sig, saa Fæstningen blev stormet og Pardon skulde der ikke være givet. Peruvianerne blev af Chilenerne drevet ud over Klipperanden, og de mange Ben der laa spredt over Stranden nedenfor Klippen vidnede om, at det var gaaet haardt ti1, og det samme gjorde den Mængde af Kors, vi kunde se paa Siden af Højdedraget ned mod Byen.
Søndag Formiddag, medens vi laa der, kom de en Svensker, der boede der i Byen og havde overværet det hele ombord for at købe Tøj, Kaptajnen havde taget en Del Tøj med for at sælge det. Han lovede at være vor Vejviser, naar vi om Eftermiddagen gik i Land.
Kaptajnen havde af Konsulatet faaet Ordre til at advare os, om ikke at komme i Klammeri, hverken indbyrdes eller med andre Folk i Land. Da der var Vaabenstilstand vilde Mi1itæret gribe ind vedmindste Anledning, og han kunde under disse Forhold ikke hjælpe os.
Vi kom saa i Land og i Gaderne vi gik igennem var Husene sværtede af Røg og Taget var borte. Den ene af Gaderne, vi gik igennem var ikke. brolagt men gruset, og i Gruset laa der en mængde Ben og Tøjrester. Paa min Bemærkning om, at her var noget at gøre for en Kludesamler, siger vor Vejviser; “Ja, ved du hvad det er, det er Resterne af Soldaterne, der faldt her. De blev ikke begravet. Han førte os saa hen til en Beværtning, hvor der var en Del Marinere fra en Chilensisk Orlogsmand.
Da vi kom ind der, kom der straks et Par af Marinerne hen og forhørte sig om vor Nationalitet. Da de hørte, vi var Tyskere (Hamburger) var vi gode nok, og de kom med Glas og vi skulde skaale med dem. Som Etiketten bød, gjorde vi det ogsaa, men saa snart vi kunde sørgede vi for at forlade Lokalet, medens Legen var god, (de var nemlig en Del berusede), og desuden nyde det de bød os, kunde vi ikke, vi sørgede for at komme ned ti1 Havnen cg da Baaden kom efter os igen, var vi glade ved at komme ombord.
Efter at have losset vort Stykgods, sejlede vi med RestLasten Kul til Korinto i Nicaragua. for at laste gult [ulæseligt] Vi fik ikke fuld Last der, men maatte sejle til en Plads sydligere, der hed [ulæseligt] Der var sat et Flag i et Træ, so angav hvor vi skulde ankre. Vi havde Toldere og Arbejdere med os, samt et Fartøj, de kaldte “Bongo”. Den var udhulet af et Stykke Træ og saa stor, at de i den færgede en stor Tyr ud til os. Tyren blev slagt et ombord, men Kødet kunde ikke holde sig, og tre Dage efter maatte vi kaste Resterne overbord. Da vi skulde ankre, sprængtes Ankerkæden paa Styrbords Anker. Vi søgte efter det, men fandt det ikke. Da vi havde fuld Last, gik vi tilbage til Corinto for at udklarere.
Medens vi laa her skulde vi en Nat paa Skildpaddefangst.
Vi tog med Storbaaden 5 Mand, deriblandt Anden Styrmand, 1 Matros,1 Letmatros og jeg, og sejlede igennem Lagunen ti1 en Jernbanebro. Jernbanen gaar fra Corinto til Managua og Leon. Som Vejviser havde vi med os en Tysker Mr. Jele og en Indfødt Peruaner. Det var Fuldmaane og saa plejede Havskilpadderne at gaa for at lægge Æg, og saa er det at man fanger dem. Vi gik langs Stranden, men saa ingen store Skilpadder, men derimod en Mængde Unger, der alle søgte til Vandet. Ved at følge Ungernes Spor tilbage, fandt jeg Stedet, som de kom fra, og da jeg skrabede Sandet væk, væltede en Mængde Unger frem, og da jeg ved at stikke Armen ned i Sandet, prøvede hvor dybt Hulllet Ungerne kom fra var, kunde jeg føle dem saa langt ned, som jeg kunde naa. Da det begyndte at lysne, tog vi derfra, men Peruvianeren cg Tyskeren blev der. Tyskeren havde en Kano med, han vilde drive Jagt.
Da vi var kommen et lille Stykke fra Broen, blev vi anraabt fra et Vogterhus, der laa ved Broen, vi troede at der var nogen, der vilde med til Corinto, og først da vi kom ombord fik vi at vide af Kaptajnen, at de kun havde kaldt paa os, for at fortælle os, at nu kom Skilpadderne. Det var en interessant Tur igennem Lagunen. Der var en Mængde Aligatorer.
Vi afsejlede som bestemt efter Falmouth for Ordre.
Paa Rejsen Syd efter havde vi en Dag næsten stille Vejr, da der svømmede en Mængde Havskilpadder om os. Vi satte Jollen ud cg fangede 42 Stk.. Det var en Langfredag (Tyskernea stillen Frejtag) og vi fik meget stille Vejr. En Morgen tidlig saa vi at der var en Ø om Bagbord lidt agter for tvers, en høj Ø Albemarle ret for, og om Styrbord en halvhøj Ø. Vi var imellem Galopagosøerne. Kronometret viste forkert. Kursen var fri Vest om Galopagosøerne, cg det blev besværligt og langsomt at komme ud mellem dem igen.
Vi styrede ret Vest mellem den høje og den halvhøje Ø, og vi laa der nok en hel Maaned. Der var en Mængde Fisk, og en af mine Kamerater sagde en Dag til mig, at hvis vi sagde hjemme, at vi sejlede i Fisk vilde de ikke tro os, men mange Fisk var der, der var baade Albikor, Boniter og en Mængde Hajer. En Dag saa jeg en mægtig stor Blaahaj jage en af de almindelige Hajer fra dybet op til Vandoverfladen, hvorpsa den igen vendte og gik ned.
Vi kom da endelig ud der fra igen og a ajlede syd efter rundt Kap Horn. Paa Grund af den uventede lange Rejse, var Kaptajnen bange for at der ikke var Proviant nok, hvorfor vi preiede, da vi var paa Højden af Montevideo, et engelsk Fuldskib “Rautborn”, der var paa Rejse fra Elgland til Kapstaden med Stykgods cg Jernbandskinner t11 Rangoon. Vi fik Mel af dem, men hvilket Mel. Det var uspiseligt og saa fuldt af Midder, at naar vi tog en Tallerken kunde man se dat bevæge sig, og F1æsket var gult og grønt. Jeg nød ikke noget af det. Vi fik ogsaa 2 Cigarkasser Kartofler, der senere blev brugt som Middel mod begyndende Skørbug.
Rejsen varede 196 Dage fra Corinto til Falmouth. Der fik vi Ordre om at gaa med Ladning til Liverpool.
I Irisksø fik vi daarligt Vejr og Modvind. En Formiddag, vi var netop kommen til Køjs, da jeg hørte at Vagten skulde give Storebramsejl op og gøre fast, Storsejlet var fast, og de andre Skibe om os laa underdrejet for Stormsejl, pludselig falder Skibet over med Lønningen under Vand, og Vandet slog op paa Læruderne i Ruffet. Letmatrosen fra vor Vagt, som endnu ikke var kommen til Køjs, sprang til og fik lukket Læ Rufdør. Jeg siger saa til Matrosen fra min Vagt, der ogsaa havde lagt sig, om han sov, for vi maatte vist hellere purre ud igen, de er ved at kulsejle med os. Vi tørnede ud. Skibet laa da saa meget over, at jeg stod paa Læ Underkøjekant, og jeg havde Hovedet oppe i Luvsiden under Dækket, og i det samme hører vi, at Kaptajnen giver Ordre til at purre ud til at rebe. Manden, som skulde purre ud, måtte arbejde sig langs Luv Lønning, og da han kom ud for Døren paa Ruffet, slap han og faldt ned mod Døren paa Ruffet, fik den op og kom ind, men da var vi allerede lige ved at være færdig til at gaa paa Dækket. Jeg spurgte ham hvorledes det var gaaet til, at vi var ved at vælte. Han sagde, at der var kommen en Byge, Vinden faldt ind med hul Sø, og da vi først havde faaet Lønningen under, kunde Skibet ikke rejse sig igen med det Sejlpres. Vi fik let Forovermersejlet halet ned, for vi kunde faa fat i Læ Nedhaler, værre var det med atore Overmerssejlet, Tønderokket bandt for haardt paa store Mersstang, og Læ Mersraa kunde vi ikke komme til Nedhaleren fra Dækket, hvorfor en Mand maatte over Merset ned i Læ Vandt pærre Nedhaleren ud af Vejviseren og mande den over til Luvart, og da vi først havde begge Nedhalerne fik vi Raaen ned. Det lettede paa Skibet, saa det rejste sig, og vi fik gjort sejlene fast. Godt var det, at det skete i Irskesø, hvor Søen ikke er saa høj, var det sket ved Kap Horn, var vi sikkert væltet helt over af den høje Sø, og ingen havde hørt noget om os. Vi laa underdrejet til næste Dag, da det floude, og vi kom op od Liverpool, fik Slæbedamper den 8/lo og blev afmønstret den 12/lo 1883.
Af min Afløser ombord i Mexioo Niels Frederik Jørgensen fra Korsør, der senere blev Kaptajn paa Calefoernia Kysten, har jeg faaet Beretningen om Mexioos Forlis. Jørgensen var med den paa dens næstsidste Rejse. Den forliste ved Iaoashire. Tre Redningsbaade gik ud for at redde Besætningen, -kun een kom tilbage, -de to blev der ude.
Fra Liverpool Avis stammer nedenstaaende tre Vers.
The Warior of the Sea – A Life-Boat Story.
Up goes the Lytham signal. St. Anne’s has summoned hands.
Knee-deep in surf the lifboat’s launched abrest af southports sands
Half-deafned by the screaming wind, halfblinded by rain.
Three orews await ther coxswains, and face the hurrycane.
The stakers are death or duty. No man has answerde ”No”.
Lives must be saved out yonder on the doomed shp Mexico.
Did ever night look blacker? Did sea so hiss before?
Did ever women’s voices wail more pitsous on the shore?
Out from tree ports of Lancashire that night went 1ifeboats three.
To fight a splendid battle, manned by the wariors of the sea.
Along the sands of Southport brave women held their breath,
For the knew that those who loved them were fighting hard with death.
A [ulæseligt] went out from Lytham. The tempest tost it bach
As the gallant lads of Lancashire bent to the waves attack.
And girls who dwell about St. Anne’s, with faoes white with fright,
Prayed God would still the tempest, that dark Deoember night.
Sons, husbands, lovers, brothers, they’d given up their all,
These noble English women heart-sick at duty’s call,
But not a cheer, or tear, or prayer from those who bent the knee
Came out across the waves to nerve those wariors of the sea.
Three boats went out from Lancashire, but one came baok to tell
The story of that hurryoane, the tale of oceans hell.
All safely reached the Mexico, ther trysting plaoe to keep.
For one of three was the rescue, the others to in the deep
Fell in arms of victory. droppet to ther lonely grave.
Ther passing bell the tempest, ther requiem the wave.
The clung to life like sailors, the fell to death 1ike men.
Where in our roll of heroes? When in our story – who –
Have Englishmen been braver? or fought more loyally
with death that comes by duty to the wariors of the sea?